| 12. april 2010 | ||
| 19:30 | to | 21:30 |

Citroënisterne og Krybebånds Societetet indbyder til et arrangement, hvor vi fortæller om det særprægede og banebrydende terrængående køretøj, som Citroën producerede i årene 1920-1935. Kégressen gjorde sig bemærket ved at gennemføre en række ekspeditioner i nogle af verdens mest uvejsomme egne, og der er masser af spændende historier at øse af. Desuden er melemmerne af Krybebånds Societet selv igang med at restaurere et eksemplar af Kégressen og kan dermed give et enestående indblik i køretøjets konstruktion.
Vi starter med en teoriaften i Ole Sommers bilmuseum, Nærum Hovedgade 3 i Nærum. Senere på året, får vi bilen at se “in action”
Der er en gave på vej med posten til alle medlemmer: En kalender med fine Citroën-billeder.
Vi håber I kan li’ den!
Opdatering:
Vi har to kalendere i overskud. De tildeles til de to første nye medlemmer i klubben!
Hvis du vil holde dig 100% opdateret omkring hvad der sker i klubben, så kan du nu blive venner med Citroënisterne på Facebook eller følge os på Twitter.
Alle nye indlæg der bliver skrevet her på hjemmesiden ryger ud til dig som en Facebook-note eller som et tweet.
Find os på Twitter-siden www.twitter.com/citroenist og på Facebook ved at søge på “Citroënisterne”.
November nærmer sig hastigt. Faktisk står den og lurer lige på den anden side af weekenden med sine kolde vinde og regnvejrsdage – og ikke mindst med sidste chance for at få bilen i vinterhi hvis den er klassiker- eller veteranforsikret. Her er et par gode råd der hjælper dig til at få puttet bilen godt.
Når bilen skal stå ubenyttet hen i en længere periode er der et par ting som det er en god idé at få styr på inden porten til laden, værkstedet eller garagen lukker i for vinteren. De handler om at undgå at stilstand, kulde og fugt medfører skader eller bare unødvendige ærgelser.

Listen herunder kan du evt. printe og tage med i lommen, hvis du skal ud at gøre bilen klar til opbevaring. Og skulle du have andre gode forslag til hvordan man kan sikre sig at vognen har det bedst muligt i sit vinterhi, er det bare med at få brugt kommentarfunktionen herunder.
- Olieskift – gøres altid inden stilstand, brugt olie indeholder mere syre
- Batteri lades helt op og afkobles – skal bilen stå længe, lades batteriet op jævnligt. Står bilen koldt, kan batteriet med fordel stå indendørs.
- Hjul pumpes helt op – gerne lidt over max
- Opklodsning – skal den ikke flyttes jævnligt, klodses den op på for- og bagbro, eller donkraftbeslag hvis de er gode. Det er bedre for hjulophæng og modvirker firkantede dæk
- Frostvæske – tjek frysepunktet i sprinkler og evt. køler
- Vask – hele bilen, men tør også rat og sele af, hvis bilen står længe. Bakterier fra hænder og en smule fugtighed giver lynhurtigt mug på rat og seler.
- Støvsugning – den kommer ikke til at lugte bedre hvis det gamle skidt får lov at overvintre…
- Overdækken – kan være godt hvis det støver hvor den står. Er der derimod meget gennemtræk, vil et plasticoverdækken bare ridse. Det helt rigtige vil være at putte stofovertræk inderst.
- Luft – lad vinduer stå på klem, hvis muligt
- “Løft” vinduesviskerne fra forruden
- Fyld brændstoftanken op. Det kan modvirke dannelsen af kondens i tanken.
- Smør evt. styrbolte

17. oktober tog en flok gæve Citroënister plads bag rattet for at trille en lille tur i efterårslandskabet.

Et billede af Mikkel Pagh og hans Citroën GS Club 1220 fra 1973 -der ved “Årets bil” igennem 40 år’s jubilæumsarrangement på FDM Sjællandsringen lige skulle “bevise” at en GS altså godt kan køre på 3 hjul. Og som sagt så gjort!
Hvis man kom forbi Sjællandsringen ved Roskilde d. 8. juni i år, ville man være vidne til et ualmindeligt broget sammenrend af biler. Man ville se alt fra perfekt plejede 70′er-biler, over halvrustne, thansen-gejlede 80′er-modeller til de nyeste sikkerheds- og miljøvidundere. Selv om det umiddelbart kunne være svært at se, så havde alle 41 biler imidlertid én ting til fælles: De har alle været kåret til Årets Bil i Danmark.
Arrangementet var stablet på benene af Motorjournalisternes Klub i Danmark for at markere 40-års-jubilæet for den første Årets Bil i Danmark.
90′er-bilerne var svære at opstøve
I modsætning til hvad de havde troet, var det ikke noget problem for arrangørerne at få fat i de ældste af bilerne. Det var let at finde entusiasterne i de enkelte bilklubber, og de ville som regel gerne lægge bil til. De nyeste biler var også nemme at finde – det var bare at ringe til forhandlerne. 80′er- og 90′er-bilerne viste sig imidlertid at volde problemer. Ifølge Peter Clausen fra Motorjournalisternes Klub Danmark skyldtes det, at mange af bilerne allerede var skrottet, og de tilbageværende var endnu ikke rigtig gamle nok til at have liebhaver-værdi.
Faktisk blev den sidste af de 41 biler først fundet samme morgen, som arrangementet skulle foregå. Det havde ikke været muligt at finde nogen, som ville vise deres Skoda Fabia frem. Da arrangørerne ankommer til Sjællandsringen holder der – til deres store forbløffelse – intet mindre end en Skoda Fabia på parkeringspladsen. Det viser sig, at den tilhører en cafémutter, og hun låner den velvilligt ud til arrangementet.
Citroën fint repræsenteret
Fire gange siden 1969 er en Citroën løbet med titlen som Årets Bil. Første gang var i 1971 med GS, anden gang i 1992 med ZX, tredje gang i 1994 med Xantia og fjerde gang i 2003 med C3.
Sune Larsen havde lånt en C3 af en bekendt, Birger Larsen stillede en Xantia V6 til rådighed, arrangørerne havde fundet en ualmindelig flot ZX hos en forhandler og jeg selv stillede med en GS.
Hvor var CX og BX?
To biler, som sprang i øjnene ved deres fravær, var Citroëns CX og BX. CX blev Årets Bil i Europa i 1975, men det var VW Golf der løb med titlen i Danmark. Man kan spekulere på, om bilen simpelthen var for stor og dyr til at tage sejren hjem. I 1983 tog Ford Sierra prisen foran Citroën BX. Tja, man kan undres… Som et plaster på såret vandt BX’en dog Motorjournalisternes ærespris.
Frankrig: 2 – Tyskland: 0
Det var med et slet skjult smil på læben, at vi i løbet af eftermiddagen måtte konstatere, at den tilstedeværende Audi 80′er pludselig ikke kunne starte. Alt hvad der kan underminere myten om, at franske biler er noget upålideligt bras og tyske biler er solidt kram modtages med kyshånd.
Dagens trumf blev dog sat ind da vi skruede venstre baghjul af min GS og tog en runde på Sjællandsringen på tre hjul. Det var der tydeligvis ikke mange der vidste, at den kunne!
Årets biler 1969-2009
1969: Ford Capri – 1970: Fiat 128 – 1971: Citroen GS – 1972: Fiat 127 – 1973: Audi 80 – 1974: Fiat 126 – 1975: VW Golf – 1976: Simca – 1307/1308 – 1977: Ford Fiesta – 1978: Alfa Romeo Guilietta- 1979: Fiat Ritmo – 1980: Opel Kadett 1.3 – 1981: Ford Escort 1.3 L – 1982: VW Polo – 1983: Ford Sierra – 1984: Fiat Uno – 1985: Opel Kadett – 1986: Ford Scorpio – 1987: Peugeot 309 – 1988: Peugeot 405 – 1989: Fiat Tipo – 1990: Renault 19 GTX – 1991: Nissan Primera – 1992: Citroen ZX – 1993: Mazda 626 – 1994: Citroën Xantia – 1995: Fiat Punto – 1996: Fiat Bravo/Brava – 1997: Skoda Octavia – 1998: Alfa Romeo 156 – 1999: Ford Focus – 2000: Fiat Multipla – 2001: Skoda Fabia – 2002: Peugeot 307- 2003: Citroën C3 – 2004: Mazda 3 – 2005: Mitsubishi Colt 5D – 2006: Seat León – 2007: Opel Corsa – 2008: Mazda 2 – 2009: Honda Jazz

