Hvis man kom forbi Sjællandsringen ved Roskilde d. 8. juni i år, ville man være vidne til et ualmindeligt broget sammenrend af biler. Man ville se alt fra perfekt plejede 70′er-biler, over halvrustne, thansen-gejlede 80′er-modeller til de nyeste sikkerheds- og miljøvidundere. Selv om det umiddelbart kunne være svært at se, så havde alle 41 biler imidlertid én ting til fælles: De har alle været kåret til Årets Bil i Danmark.

Arrangementet var stablet på benene af Motorjournalisternes Klub i Danmark for at markere 40-års-jubilæet for den første Årets Bil i Danmark.

90′er-bilerne var svære at opstøve
I modsætning til hvad de havde troet, var det ikke noget problem for arrangørerne at få fat i de ældste af bilerne. Det var let at finde entusiasterne i de enkelte bilklubber, og de ville som regel gerne lægge bil til. De nyeste biler var også nemme at finde – det var bare at ringe til forhandlerne. 80′er- og 90′er-bilerne viste sig imidlertid at volde problemer. Ifølge Peter Clausen fra Motorjournalisternes Klub Danmark skyldtes det, at mange af bilerne allerede var skrottet, og de tilbageværende var endnu ikke rigtig gamle nok til at have liebhaver-værdi.

Faktisk blev den sidste af de 41 biler først fundet samme morgen, som arrangementet skulle foregå. Det havde ikke været muligt at finde nogen, som ville vise deres Skoda Fabia frem. Da arrangørerne ankommer til Sjællandsringen holder der – til deres store forbløffelse – intet mindre end en Skoda Fabia på parkeringspladsen. Det viser sig, at den tilhører en cafémutter, og hun låner den velvilligt ud til arrangementet.

Citroën fint repræsenteret
Fire gange siden 1969 er en Citroën løbet med titlen som Årets Bil. Første gang var i 1971 med GS, anden gang i 1992 med ZX, tredje gang i 1994 med Xantia og fjerde gang i 2003 med C3.

Sune Larsen havde lånt en C3 af en bekendt, Birger Larsen stillede en Xantia V6 til rådighed, arrangørerne havde fundet en ualmindelig flot ZX hos en forhandler og jeg selv stillede med en GS.

Hvor var CX og BX?
To biler, som sprang i øjnene ved deres fravær, var Citroëns CX og BX. CX blev Årets Bil i Europa i 1975, men det var VW Golf der løb med titlen i Danmark. Man kan spekulere på, om bilen simpelthen var for stor og dyr til at tage sejren hjem. I 1983 tog Ford Sierra prisen foran Citroën BX. Tja, man kan undres… Som et plaster på såret vandt BX’en dog Motorjournalisternes ærespris.

Frankrig: 2 – Tyskland: 0
Det var med et slet skjult smil på læben, at vi i løbet af eftermiddagen måtte konstatere, at den tilstedeværende Audi 80′er pludselig ikke kunne starte. Alt hvad der kan underminere myten om, at franske biler er noget upålideligt bras og tyske biler er solidt kram modtages med kyshånd.

Dagens trumf blev dog sat ind da vi skruede venstre baghjul af min GS og tog en runde på Sjællandsringen på tre hjul. Det var der tydeligvis ikke mange der vidste, at den kunne!

Årets biler 1969-2009
1969: Ford Capri – 1970: Fiat 128 – 1971: Citroen GS – 1972: Fiat 127 – 1973: Audi 80 – 1974: Fiat 126 – 1975: VW Golf – 1976: Simca – 1307/1308 – 1977: Ford Fiesta – 1978: Alfa Romeo Guilietta- 1979: Fiat Ritmo – 1980: Opel Kadett 1.3 – 1981: Ford Escort 1.3 L – 1982: VW Polo – 1983: Ford Sierra – 1984: Fiat Uno – 1985: Opel Kadett – 1986: Ford Scorpio – 1987: Peugeot 309 – 1988: Peugeot 405 – 1989: Fiat Tipo – 1990: Renault 19 GTX – 1991: Nissan Primera – 1992: Citroen ZX – 1993: Mazda 626 – 1994: Citroën Xantia – 1995: Fiat Punto – 1996: Fiat Bravo/Brava – 1997: Skoda Octavia – 1998: Alfa Romeo 156 – 1999: Ford Focus – 2000: Fiat Multipla – 2001: Skoda Fabia – 2002: Peugeot 307- 2003: Citroën C3 – 2004: Mazda 3 – 2005: Mitsubishi Colt 5D – 2006: Seat León – 2007: Opel Corsa – 2008: Mazda 2 – 2009: Honda Jazz